Alt du skal vide om persillerod

Persillerod i juice | High on Life

De jordnære, aromatiske persillerødder er en herlig rodfrugt, der i vores øjne desværre er lidt overset. Den er rig på blandt andet C- og E-vitamin og kostfibre. Læs mere herunder om, hvorfor vi mener, at du bør bruge persillerod i din madlavning, juicer og smoothies.

Persillerod eller pastinak?

Persillerødder har lyst brunt skræl, hvidt kød og ligner næsten til forveksling en pastinak i både form og farve. Persilleroden er dog lidt slankere og har en høj top, hvor pastinak har en nedsunken top. For at kende forskel på dem, kan man bruge denne sætning: pastinakken skal ned med nakken.

Hvis du smager på de to rodfrugter, er der ingen tvivl om forskellen. Persillerod har, som navnet antyder, en smag af persille, og er knap så sød og krydret, som pastinak er. De to rødder adskiller sig også fra hinanden, når det kommer til næringsstoffer. Pastinakken indeholder flere kulhydrater og mindre protein end persillerod. Persillerod er sprød og knasende i biddet som en gulerod. Prøv selv, om du kan smage forskel.

Brug persillerod i din madlavning

Persillerødder kan enten spises rå - ligesom gulerødder - eller tilberedes. De kan dampes, bages, koges, marineres, steges, glaseres og (selvfølgelig) juices og blendes. Prøv f.eks. denne juice. Udover at bruge dem i juicer og smoothies, kan de f.eks. bruges i grøntsagssupper, gryderetter og som tilbehør.

Undgå gerne at skrælle dine persillerødder, da vitaminer og mineraler sidder lige under skrællen. Skyl og rens dem dog grundigt. Hvis der er et rustlignende angreb på skrællen af persilleroden, skal dette dog fjernes.

Tip: Persillerod kan have godt af et surt modspil fra f.eks. citron eller lime.

Juice og smoothies med persillerod

Underjordiske rodfrugter som persillerod indeholder mange vitaminer, mineraler, enzymer og klorofyl. Persillerod vokser dybt nede i jorden og suger derfor alt det bedste til sig. De er sprøde, saftige og geniale i både juicer og smoothies. De giver masser af saft, er forholdsvis billige, og så er de smækfyldt med næringsstoffer. Rodfrugter har dog generelt et højere sukkerstofindhold end bladgrønt. Persillerod indeholder 5,9 g sukkerarter pr. 100 g. Til sammenligning indeholder grønkål 1,36 g pr. 100 g, mens Nutella indeholder hele 56,3 g pr. 100 g. Så vi drikker vores persillerod med glæde og nyder alle de andre gode indholdsstoffer. For persillerod er nemlig rig på kostfibre, vitamin E, C og B - herunder folat. Persillerod har også et højt indhold af mineralerne kalium, fosfor, magnesium, jern, mangan og zink.

Brug bladene i din juice

Husk, at du også kan presse bladene fra persillerod i din juicemaskine. Bladene indeholder færre kulhydrater, mere protein og langt flere mineraler og vitaminer – herunder K-vitamin, som er utrolig vigtig for os. Læs her, hvordan du sørger for, at bladene udnyttes bedst i juicemaskinen.

Nye, spæde bladskud kan anvendes i stedet for persille, og de friske toppe kan bruges til suppevisk.

Sæson og opbevaring

Persilleroden bør opbevares køligt. De skal gerne opbevares i en pose eller plastikboks, hvor de kan holde sig op til tre uger på køl. Grøntsagsskuffen i køleskabet er helt perfekt.

Jo længere persillerod ligger, jo mere grove bliver de på overfladen. De er allerbedst i sensommeren/efteråret, men er i sæson helt fra september til marts.

Dyrk dine egne persillerødder

Det er supernemt at dyrke dine egne persillerødder. Så hvis du har en lille stribe jord i overskud, kan vi varmt anbefale, at du sår persillerod. De er nemlig meget taknemmelige og nøjsomme.