Mental & fysisk sundhed

Opskrift på juice med citron

Hvem kunne ikke tænke sig at være sund? Det kan langt de fleste vel. Men hvor vigtigt er det egentligt for dig at være sund?

En ting er at gå rundt og bilde sig selv ind, at det er vigtigt at være sund. Og at det er en selvfølgelig at leve sundt. En anden ting er virkelig, virkelig at ville det.
Forskellen på at synes, at sundhed er noget 'man da bør', og på virkelig at ville det, har jeg selv erfaringer med. I mine tidlige 20'ere brugte jeg utrolig meget mental energi og tid på at tænke på, hvorfor jeg ikke var sund nok, hvorfor jeg ikke trænede nok, og hvad der mon skulle til, for at jeg fandt den gyldne nøgle til sundhed. Jeg fandt aldrig et svar.

Vil du være sund? Ændre dit forhold til sundhed

Som tiden gik, blev jeg godt og grundigt træt af at bruge min værdifulde livsenergi på at lave aftaler med mig selv, som jeg alligevel sjældent overholdt, og mit overdrevne sundhedsfokus resulterede ofte i frustration. Min indre slavepisker huserede, og det gjorde mig utilfreds med mig selv.
Det var først, da jeg stiftede bekendtskab med coaching i 2003, at mit uharmoniske forhold til sundhed ændrede sig. Coaching fik mig til at indse, at jeg først skulle ændre mit syn på sundhed fuldstændigt, hvis jeg virkelig ville leve sundt.

Dit mindset kan ændre dine vaner

I stedet for altid at begynde med spørgsmålene: "Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan?" og "Hvad gør jeg forkert?", opdagede jeg, at det fungerede meget bedre, hvis jeg vendte det hele på hovedet og modsat spurgte mig selv: "Hvis jeg var det menneske, jeg respekterede mest i hele verden, hvordan ville jeg så behandle mig selv?"

Dette skift i min tankegang resulterede i en kæmpe ændring i min måde at leve på. Skridt for skridt bevægede jeg mig støt og roligt hen imod et liv, hvor jeg var min egen bedste ven, og hvor jeg tog sande beslutninger omkring min egen sundhed. Beslutninger som jeg kunne stå inde for, som var realistiske, og som var langtidsholdbare. Jeg fik lige pludselig lysten og viljen, fordi mit udgangspunkt ikke længere var, at jeg var forkert, men i stedet at jeg respekterede og elskede mig selv.

Det gør jeg stadig den dag i dag, og jeg er ikke bleg for at sige, at det helt sikkert hænger sammen med, at min indre sundhedsslavepisker er blevet forvist fra mit liv. Denne indsigt bekræftede mig endnu engang i, at sundhed ikke kun er en fysisk ting. 


Jeg ønsker dig alt det bedste på vejen mod et sundere og mere harmonisk liv.

/ Mads Bo