De rette byggesten til kroppen

De rette byggesten til kroppen | High on Life

Ilt og vand er de vigtigste elementer for kroppen, derefter kommer næringsstoffer – ikke mad. Rigtig meget af den mad, som bliver solgt, har nemlig ikke noget næring i sig. Det er fuldstændig forarbejdet og dødt. Det giver ikke cellerne noget som helst, udover ekstra arbejde.

Alt, der puttes ind i kroppen, skal enten optages eller ud igen. Hvis kroppen ikke kan optage det, skal kroppen bruge energi på at få det ud igen. Det stjæler energien fra kroppen – hvilket også er grunden til, at folk bliver trætte og falder i søvn efter aftensmaden. Meningen er, at vi skal spise mad, som tilfører energi – ikke mad, der dræner kroppen for energi.

Mad, der giver energi

Personligt er vi vilde med logik. For os virker det ret logisk, at vi mennesker er skabt til at spise det, som hænger på træerne og kommer op af jorden. Vi kalder det intuitiv spisning.

Derfor anbefaler vi:

• Start med at skære alt papmad fra.

• Masser af vandholdig mad som f.eks. frugt, grønt, bær, spirer, bønner og salat i alle afskygninger. Når det er sagt, er det ikke icebergsalat, vi ville sætter pengene på.

• Gå efter grøntsagerne. De har et minimalt sukkerindhold, er basiske og indeholder flere næringsstoffer end frugterne.

• Masser af friske juicer og smoothies med grøntsager, som hverken er blevet kogt, stegt eller på anden måde forarbejdet.

• Hvis du spiser kød, så vælg fisk eller økologisk kød fra dyr, som har haft det godt og spist det, de var ment til at spise.

• Undgå at overspise. Hvis 10 er total mæt, så stop med at spise når du kommer op på en 7’er. Spis igen, når du føler sig sulten på en 3´er.

• Undgå alkohol, røg, kaffe, sukker, hvidt brød og kød i store mængder.

• Ind med fedtet og ud med sukkeret. Gå efter de gode fedtsyrer som fiskeolie, hørfrøolie, olivenolie og kokosolie.

• Spis flere basiske fødevarer og undgå for mange af de syredannende. Se guiden til en afgiftende livsstil her.

Byg kroppen op af rigtig mad

Hvert sekund udskiftes 2 millioner celler i din krop, som kort fortalt opbygges af det, du vælger at komme i munden. Rigtig mange mennesker tænker ikke over, hvad de to millioner celler bygges op af. Men hey, hvem gider opbygge sine øjne, muskler og ikke mindst sin hjerne af junk? Vi ved godt, du sikkert tænker; hvad gør en enkelt pizza eller en pose matadormix? Men tror du, at den pizza bare fiser gennem dit system og kommer ud igen dagen efter? Din krop optager det, du spiser og bruger det til at bygge nye celler med hvert sekund. Den pizza eller den pose matadormix bliver med andre ord en del af dig! Tag dine madvarer i hånden, kig på dem og spørg dig selv, om du virkelig ønsker at opbygge din krop af dem? Udfordringen er, at folk tror, de kan snyde naturen og slippe af sted med at spise død og næringsforladt mad – uden at skulle betale en pris for det. Mange fylder sig med alt for billige råvarer frem for rigtig mad og solide byggematerialer. Pludselig bliver ordsproget, ’du bliver hvad du spiser’ mere sandt end nogenside før. Det frustrerer os, når vi ser folk i deres dyre biler købe burgere på McDonald’s til 10 kroner pr. stk. og samtidig melde ud, at de ikke har råd til frugt og grønt. At vores fokus og prioritet er så skævvredet er næsten uden for vores fatteevne.

Drop kaffe og andre quick fixes

Bare fordi noget virker, er det ikke ensbetydende med, at det er sundt for dig. Lad være med at gå efter ’the big bang’. Ja, ecstacy virker opkvikkende, ja, du får mere energi af at drikke kaffe og Red Bull. Ja, slankepiller kan have en slankende effekt, ja, enorme mængder protein vil bidrage til et vægttab, ja ja ja… MEN er det sundt? Er det holdbart i længden? Som vi ser det, er det en god måde at fremskynde ældningsprocessen på, og samtidig presse sine organer i en grad, som du ikke har lyst til. At spise slankepiller for at tabe sig eller drikke kaffe for at få mere energi, svarer til at få opereret dellen på maven væk. Kommer alle disse kortsigtede symptombehandlinger til at hjælpe dig resten af dit liv? Vi tror det ikke. Husk at afdragsfrie lån skal tilbagebetales efter 30–40 år, det samme gælder for de penge, vi hæver på vores sundhedskonto!

Træn din krop til at spise sundt

Den gode nyhed er, at det er nemt at være sund og tabe sig. Det gælder ikke om at undgå det, du allermest har lyst til. I vores verden handler det om at ændre det, du har lyst til. Og det er en helt klar mulighed. Det, du spiser og drikker i dag, har nemlig en fantastisk stor indvirkning på det, du har lyst til i morgen. Hele kropskemien ændrer sig på samme måde som, hvis vi går i byen en lørdag aften og giver den gas. Hvad er det, vi har lyst til om søndagen? Er det frugt og grønt? Nej vel, for vi har ændret vores kropskemi så meget i den gale retning, at kroppen nu spørger efter chips, junk, cola og sukker. På samme måde kan vi heller ikke forvente, at et barn skulle have lyst til grøntsager, hvis kosten hovedsageligt består af hvidt brød, syltetøj, saftevand og andre usunde sager. Det er en kemisk lov.

Heldigvis kan kroppen ikke kende forskel på, om du har spist eller drukket en håndfuld spinat, den spørger bare efter mere dagen efter. Så hele fidusen er at ændre det, du spiser i 10 dage, undgå sukker, kaffe, hvidt brød osv., spis masser af frugt og grøntsager, selvom du har lyst til noget andet. Efter de 10 dage vil du med sikkerhed have ændret din indre kemi, og dermed have lyst til nogle helt andre sager. Et rigtig godt eksempel på dette er, hvis du er vant til at drikke kaffe med sukker og så stopper med sukker i kaffen i en uges tid. Bagefter vil du pludselig opleve kaffen være for sød med sukker. Vi må genoptræne vores smadrede smagsløg. Det er ikke uden grund, at folk der drikker kaffe ofte ryger, og folk der spiser meget kød ofte drikker øl. Så snart hele vores kropskemi begynder at ændre sig til det bedre, er det ikke dig, som opgiver slik og usund kost, det er kosten som opgiver dig. Din krop begynder helt automatisk at hungre efter sund og nærende mad, mere vand, osv.

Når vi tænder vores juicemaskine og presser ingefær, blegselleri, agurk og squash eller blender frosne grøntsager til energi på vores Vitamix er det ikke noget, vi gør, fordi vi ’skal’ eller ’burde’. De, som har oplevet Mads Bo ’live” kan bekræfte, at han på ingen måde skal coaches eller motiveres for at ’presse citronen’. Han gør det fordi, han har lyst, og han kan godt afsløre, at han ikke var videre begejstret for at drikke rødbede og selleri første gang, han smagte det. Store salater eller dampet broccoli med laks stod ikke øverst på hans liste over livretter før i tiden. Det gør det i dag, og ja, vi ved det kan lyde som en vittighed, men sandheden er heldigvis så fantastisk, at der ikke er nogen grund til at overdrive. Han har med sikkerhed ændret det, han har lyst til – BIG TIME!

Drop matematikmad

Vi er ikke ment til at skulle måle, veje eller ’regne vores mad ud’. Sundhed er meget mere simpelt, end vi går rundt og tror – og vi behøver ikke kunne svare på alle spørgsmålene, som hvad er min BMI, hvad gør vitamin K for mig? Findes der et vitamin, der hedder Å? Hvor meget protein skal jeg have hver dag? Hvor mange kalorier er der i en banan? Den gode nyhed er, at vi ikke behøver tælle kalorier. Faktisk er det noget af det mest åndssvage, vi kan gøre, hvis du spørger os. For hvad er en kalorie egentlig? Faktisk er en kalorie den mængde energi, som skal bruges til at opvarme et gram vand med en grad. Og hvad så? Der findes ikke et eneste levende dyr, som beskæftiger sig med, hvor mange kalorier de spiser. Så længe vi spiser det, som vi mennesker er ment til, må vi have tillid til, at vi stopper, når vi er mætte. Det er sjældent bananer, agurk eller appelsin, vi spiser for meget af. Så op i r.… med kalorier. Vi er energivæsner, der skal have sollys, og vi skal spise ting, som har fået sollys! Det er blevet tid til at simplificere hele sundhedsbegrebet og den mad, vi er ment til at skulle spise. For vi ved det godt.

Drop kalorietælleren

Jeg har længe været imod, at vi skal tælle kalorier, for du bliver ikke sundere af at nøjes med tre småkager frem for fire. Hvis du virkelig ønsker at tabe dig, må du erstatte tomme kalorier med sand livskraft. Faktisk har direktøren for verdens største slankekoncept, Vægtvogterne, meldt ud, at kalorietælling må ses som spild af tid. Det gamle kalorie–pointsystem er nu droppet til fordel for mere fokus på ’naturlig mad’. Denne nyhed gør os rigtig glad, da Vægtvogterne ellers har været frontløbere for kalorietælling i rigtig, rigtig mange år. Så nu mangler vi bare det danske sundhedssystem, og de folk de uddanner. De mener nemlig stadig ’at jorden er flad’. En kalorie er en kalorie. For dem er det nemlig fuldstændig ligegyldigt, om du spiser 10 chokoladefrøer eller fem kilo broccoli. Som de siger, det feder lige meget. Og nu er det jo, at vi gerne vil have DIG til at bruge DIN logiske sans. Kunne man forestille sig, at der var andre ting, der påvirkede vores vægt end kalorier? Om ti år kan alle vores forsøg på at tabe os, ved at tælle kalorier, blive betragtet af vores børn og børnebørn, som en del af vor generations tåbeligheder.

Generelt stiller vi store krav til vores mad. Den skal give os stor nydelse, når vi spiser den, give os masser af energi og holde os frisk og ung så lang tid som muligt. Når alt dette er sagt, nyder vi også et glas rødvin, en kop kaffe i ny og næ eller et stykke chokolade. For alle er de en del af vores sunde livsstil.

Brug for inspiration til det grønne? Se vores store guide med opskrifter her.