Alt du skal vide om grønkål

Alt du skal vide om grønkål

Mange forbinder nok grønkål med dens stærke, bitre kålsmag. Men den er så meget mere end det og vi nyder at bruge den i både smoothie, juice og generel madlavning. Læs her, hvorfor vi er vilde med grønkål.

Grønkål vil os kun det bedste

Grønkål, som er i sæson fra efteråret til februar, er ikke specielt sexet og tiltrækkende i sig selv, men blander man den med syrlige og parfumerede smage, ændrer billedet sig 100%. Trods den meget bitre og kålagtige smag, vil grønkål os kun det bedste. Den indeholder nemlig en masse vitaminer som K-vitamin, A-vitamin, C-vitamin og E-vitamin, mineraler, flavonoider, krom (som hjælper med at bevare et normalt blodsukkerniveau) og andre plantenæringsstoffer. Med andre ord, så kan det altså godt betale sig at bruge lidt ekstra tid og fokus på din relation til netop grønkål. Mange kender måske grønkål fra traditionelle, danske retter som grønlangkål og grønkålssuppe. Men vidste du, at det er helt genialt at bruge i juice og smoothies?

Frossen eller frisk grønkål?

Du kan bruge grønkål i både din blender og juicemaskine.

Frisk grønkål er genialt i både juice og smoothies, hvor frossen grønkål bruges i grønne smoothies. Et godt tip er faktisk altid at have frossen, økologisk grønkål i din fryser. Så kan du altid pifte din smoothie op med et grønt indslag.
Vil du gerne lave juice med grønkål? Slow juicere er fantastiske til bladgrønt som spinat, grønkål og spirer. Hvis du bruger en saftcentrifuge, skal du være opmærksom på at “pakke” bladene ekstra godt mellem andre grøntsager, så du får mest muligt ud af det. Har du ikke grønkål kan det erstattes af spinat, broccoli, persille eller anden kålform.

Fattigmandsspise

Vores forfædre har spist rigtig meget grønkål. Denne type kål kan nemlig tåle helt ned til 20°C frost, og var derfor nemt og billigt at holde for bønderne. Det siges, at de gårde, der groede grønkål, oplevede generelt godt fysisk velvære. Nok som en henvisning til næringsværdien i grønkål.

Dyrk dit eget grønkål

Grønkål er utrolig nemt at dyrke selv, det spirer taknemmeligt og alt i alt en nøjsom plante. Du skal bare være opmærksom på kålsommerfuglene, derfor er det smart at dække dine kål i juni-august måned. Lader du grønkålsstokkene stå vinteren over, så begynder den at spire igen i foråret og du har tidligt grønt.

Få kål til at smage endnu bedre

Grønkål er ikke så populær som spinat, nok mest fordi den gennem tiden desværre er bedst kendt fra udkogte madretter. Ja, bare ordet kål er som regel nok til at få folk til at løbe et par kilometer væk. Men vi burde ikke være så bange for kål, for blander vi den med lidt citrusfrugt og et par øvrige ingredienser, er det faktisk muligt at få kål til at smage fantastisk. Hvis du skal bruge rå kål i en salat, kan det anbefales at snitte det fint og kramme med lidt citrus. På den måde blødgør du kålen en smule, så du ikke skal tygge den halve aften. 

 

Kål kommer i mange former, og vi vil anbefale dig at drikke og spise løs af dem alle sammen - når grønkål tilberedes godt, bliver det godt. Se alle vores opskrifter med grønkål her.