Succes kræver motivation og disciplin

Disciplin og motivation

Det kræver bl.a. gode vaner, mod, støtte, realistiske mål og et positivt sind at forankre en sund livsstil i sit liv. Og så kræver det øvelse. Her får du Chris MacDonalds bedste råd til at skabe en god vane og bevare motivationen.

Hvordan får man motivation og disciplin?

Det er ikke nemt at bevare motivationen til at træne, spise rigtigt og være aktiv i løbet af dagen, og det er endnu sværere at komme i gang - særligt hvis man er nybegynder. Der er ingen magisk pille, der giver disciplin og motivation. Det er noget, man må arbejde med, øve sig i, lære og gøre en indsats for. Både motivationen og disciplinen vil blive stærkere, efterhånden som du arbejder med det, præcis som din kondition og din muskelstyrke gør det. Men du er nødt til at arbejde for sagen. Intet, der virkelig er noget værd, kommer uden hårdt arbejde.

Chris MacDonalds råd til at komme i gang med sund livsstil

Jeg har samlet nogle nøgleråd om motivation og om at være målrettet. Nogle af dem kommer fra mine år som eliteatlet, andre kommer fra mine år som træner, og atter andre kommer fra mit arbejde med mennesker, der har påtaget sig den kæmpestore udfordring, det er at få en sund og aktiv livsstil for første gang i sit liv. Jeg håber, at det måske vil inspirere dig, der allerede er godt i gang med at prioritere dit helbred højt, til at fortsætte med at gøre det. Jeg håber også at det vil fungere som en kickstart til motivationen for dig, der stadig er i den fase, hvor du overvejer at gå i gang.

1. Vær modig

Det kræver en masse mod at lave ændringer i sit liv. En ting er sikkert, hvis du ikke prøver, kan du ikke fejle - men du kan heller ikke lykkedes. Nikes slogan 'just do it' ('bare gør det') er rigtig godt, men 'just begin it' ('bare gå i gang') rummer lige så meget godt. Nogle af de største projekter, der er blevet gennemført, har syntes helt utænkelige og umulige, da målene blev sat. Fra Michelangelos fantastiske freskoer i loftet i det Sixtinske Kapel til Neil Armstrong, der tog 'et lille skridt for mennesket, men et stort spring for menneskeheden'. Kerneelementet er at have modet til at være bedre.

2. Gør det til en vane

Vi er vanedyr. At gøre sin motion, sunde kostvaner og daglig fysisk aktivitet (som at tage trapperne) til en vane er altafgørende. Allerede for 2.000 år siden indså den græske filosof Aristoteles, at "vi er, hvad vi gør igen og igen". Han havde fuldstændig ret. Du børstede garanteret tænder i morges, ikke? Hvorfor? Fordi det er en vane og en god én! At tage vare på sit helbred er mindst lige så vigtigt som tændernes sundhed. Giv aldrig op. Thomas Edison, opfinderen af glødelampen, kastede lys over det, da han sagde: "Mange af livets fiaskoer er mennesker, der ikke indså, hvor tæt de var på succes, da de gav op". Du vil komme ud for op- og nedture på rejsen mod større sundhed. Nyd turen, og tillæg dig en filosofi på bare tre ord: Giv aldrig op. Bliv venner med modgang. Fuldstændig som vægtmodstand gør dine muskler stærkere, så vil udfordringer (mentale såvel som fysiske) gøre dig stærkere.
J. Willard Marriott, hvis navn er verdenskendt på facaden af Marriott Hotels, gjorde det helt klart, da han sagde: "Godt træ gror ikke med lethed; jo stærkere vinden er, jo stærkere er træet".

3. Få støtte til at ændre livsstil

Tro mig, du vil få brug for støtte, og du er nødt til at få de mennesker, som du bruger meget tid sammen med, involveret i de samme positive ændringer, som du selv er i gang med.

4. Svar på spørgsmålet: Hvorfor vil jeg opnå det?

Hvad vil jeg gerne have ud af mit liv? Hvad holder mig fra at gøre det? Hvad vil jeg gøre ved det?

5. Vær positiv og tænk S.M.A.R.T

Der er intet, der dræber motivationen og humøret som en negativ attitude. Når du begynder at være negativ, så sig stop, og prøv at vende det. Fokuser på de ting, du tidligere har opnået. Forpligt dig til dine mål igen. Og vigtigst af alt, vær ikke så hård ved dig selv. Sæt S.M.A.R.T.'e mål. Mål er vigtige. Sæt dem, skriv dem ned, og lav så en kontrakt med dig selv om at følge vejen, der er rettet mod at nå dine mål. S.M.A.R.T.'e mål er: Specifikke, Målbare, Attraktive, Realistiske, Tidsafgrænsede.

6. Definer din succes rigtigt

Jeg tror på, at succes er den ro i sindet, man får, når man ved, at man har gjort det bedste, man kan. Det er vigtigt at stræbe efter at være den absolut bedste, man kan, i stedet for at prøve at stræbe efter perfektion. Sæt dine mål i forhold til dig selv, og hvad du gerne vil. Gør dem realistiske. Lad være med at bekymre dig om, hvad andre mennesker vil eller opnår - det er helt irrelevant for dig.

/ Chris MacDonald

 

Vil du gerne ændre dine vaner? Tjek denne geniale bog.