8 Super saftige spørgsmål og svar om juice og smoothie

Undgå juicefejl | Alt om friskpresset juice

Hvorfor kommer der for meget pulp i min juice? Hvor meget juice må jeg drikke om dagen? Hvordan kan man variere sin smoothie? Der findes ikke noget vigtigere spørgsmål end 'hvorfor'. Spørgsmålet 'hvorfor?' og evnen til at være motiveret hænger uløseligt sammen. Gennem foredrag, facebook og folk jeg møder på gaden, har jeg gennem tiden svaret på et væld af spørgsmål. Jeg har samlet nogle af jeres mest hyppige ’Hvorfor’- spørgsmål og besvaret dem her.


1. Skal jeg vaske og skrælle før jeg presser mine frugter og grøntsager?

Vaske ja, skrælle nej. De fleste næringsstoffer findes lige under skrællen, så behold den endelig på, hvor det er muligt. Denne regel gælder også økologiske citrusfrugter som grapefrugter, appelsiner, mandariner, lime og citron. Når det er sagt er skrællen ekstrem bitter, hvilket smager lækkert i de rigtige mængder. Pres aldrig 10 appelsiner med skræl, det vil blive alt for bittert. Kan du ikke skaffe økologiske citrusfrugter, skal de altid skrælles.

2. Hvilke frugter og grøntsager indeholder C-vitamin?

Der findes bl.a. et højt C-vitaminindhold i følgende: Hyben, brændenælde, solbær, citrusfrugter, rød peber, persille, savojkål, spinat, broccoli, spidskål, ærter, rosenkål og grønkål. Faktisk indeholder byg og hvedegræs ti gange så meget C-vitamin, som en appelsin. Jeg har lavet en komplet liste med informationer, om hvilke frugter og grøntsager du kan spise for at få specifikke vitaminer og mineraler. Se hele listen om vitaminer og mineraler her.

3. Hvor meget juice må man drikke?

Der findes ikke specielle anbefalinger på dette område, men jeg vil råde dig til at tænke; er det normalt at spise denne mængde frugt eller grøntsager? Det vil jo på ingen måde være særligt normalt at spise 14 appelsiner, en halv ananas, 4 kiwier og 5 æbler dagligt. Bliver denne energi ikke ’brændt af’, vil kroppen lagre overskydende energi til senere brug, hvilket vi vist er nogle stykker, der ikke er videre begejstrede for. Hvor meget der er den rette mængde for dig, afhænger i høj grad af din størrelse og dit energiforbrug. Du ved, hvad der er bedst for dig.

4. Hvordan bruger man avocado i smoothie?

Avocado spiller en stor rolle i mit liv, og bør også være en af dine bedste venner. Den er blevet kåret af Guinness Rekordbog som den mest næringsrige frugt. Den indeholder faktisk proteiner, eller rettere aminosyrer, som jo er byggestenene for proteiner, kulhydrater (de naturlige sukkerstoffer), mineraler, vitaminer, vand og enzymer. Avocadoen indeholder også lækre fedtstoffer, der kun vil dig det godt. Så frygt dem ej. Jeg bruger den i rigtig mange af mine opskrifter i bogen High on Smoothies eller SHORTCUT, da den er med til at give en cremet konsistens.

5. Må man blande frugt og grøntsager i juice og smoothies?

Jeg har før i tiden anbefalet, at man ikke blander frugt og grønt, da kroppen bruger forskellige enzymer til at nedbryde de to, hvilket kort fortalt kan føre til fordøjelsesproblemer. MEN når vi snakker juice og smoothies, er sagen en lidt anden. De skal nemlig ikke nedbrydes og fordøjes på samme måde, som hvis vi spiser dem i deres ’originale form’. Personligt har jeg ingen problemer med at blande fugt og grønt i mine juicer og smoothies. Derimod kan det godt volde mig udfordringer, som f.eks. luft i maven, hvis jeg blander dem i et måltid. Som med alt andet inden for området mad og sundhed, anbefaler jeg, at vi skal blive vores egen kostekspert og prøve tingene af på egen krop.

6. Hvad er bedst? Juice eller smoothies?

I min verden skal både en juicemaskine og en blender være standardudstyr i ethvert køkken. Jo flere måder vi kan få frugt og grøntsager på, jo bedre – og jo større sandsynlighed er der for, at vi får vores daglige dosis. Så jeg vil mene, at de er lige fantastiske, og det ene udelukker bestemt ikke det andet. Det du bedst kan lide at bruge – og får gjort, er bedst for dig. Når det er sagt, indeholder en smoothie væsentligt flere fibre end en juice. Til gengæld har vi en tendens til at få flere grøntsager i juicemaskinen. Du kan her se et udvalg af de maskiner jeg i skrivende stund finder bedst.

7. Hvordan kan man variere sin smoothie?

En af måderne er at lade sig inspirere af lækre opskriftsbøger og planlægge sine indkøb, så man altid har et stort udvalg af frugt og grønt og derfor har mulighed for at lade sin kreativitet og intuition få frit løb. Man kan også eksperimentere med urter og krydderier som mynte, kanel, kardemomme og engelsk lakridspulver. Vi har et bredt udvalg af både mine og andres bøger på shoppen. Vil du gerne have en køreklar plan? Så følg med i Juice365 og Smoothie365, hvor du hver uge får en ny opskrift.

8. Skal man købe økologisk?

Nej, ikke nødvendigvis, men det er langt at foretrække. Økologisk frugt og grønt indeholder færre pesticiderester, flere næringsstoffer end konventionelle grøntsager, de smager bedre og giver en bedre sanseoplevelse og dermed mæthedsfornemmelse, så de er bestemt investeringen værd. Brug om muligt årstidens udvalg – helst dyrket i nærområdet. Ved at handle lokalt støtter du også lokalområdet og bidrager mindre til den globale opvarmning. Hvis spørgsmålet er af økonomiske årsager, vil jeg til enhver tid sige, at det er bedre at få et lille glas økologisk juice, end et stort glas fra sprøjtede frugter og grøntsager.

Jeg håber, du blev lidt klogere ud i juice og smoothies.

/ Mads Bo