Hvis du ikke ønsker at købe frisk, frossen eller tørret hvedegræs, kommer her en fremgangsmåde, så du selv kan producere de små næringsrige planter derhjemme.
Sådan dyrkes hvedegræs
Køb 2 spirebakker med en dybde på 5-6 cm samt et par poser med økologisk muldjord på en planteskole. Køb ligeledes hele hvedekorn fra den lokale helsekost, hvor 5 kg økologiske og biodynamiske korn typisk koster omkring 100 kr. Denne mængde rækker til mange, mange liter hvedegræssaft.
Skyl de økologiske hvedekerner og læg dem i blød natten over. Mængden afhænger af størrelsen på din spirebakke, så du må prøve dig lidt frem. Fyld en af spirebakkerne med 2/3 jord og drys de iblødlagte hvedekerner ud over jorden - gerne så de ligger i et tæt lag - og vand dem grundigt. Tildæk spirebakken f.eks. med en ekstra spirebakke der bruges som låg. Det er vigtigt, at hvedekernerne de første 1-1½ døgn står i mørke, da det fremmer spiringsprocessen. Efterfølgende placeres de små blege spirer i et lyst rum, hvorefter de begynder at tage farve. Vand flittigt og helst 2 gange dagligt. Personligt har jeg tidligere opbevaret mine spirer på badeværelset og vandet med bruseren. Efter en uges tid kan du begynde at klippe og bruge græsset. Afhængig af dit behov kan du holde flere spirebakker i gang på samme tid.
Hvedegræs i juice
Du kan godt bruge hvedegræs i juice. Det kræver blot en god juicemaskine. Hvedegræs presses bedst på en slowjuicer som Hurom, der også presser frugter og grøntsager.
Husk, at du også kan købe frossen hvedegræs, som allerede er presset og klar til at tø op og bruge i juice, smoothies etc.
Rigtig god fornøjelse!