Juice med solfaktor gulerod

Gulerodsjuice | Solfaktor

Har du en tendens til at blive solskoldet? Så hiv fat i din juicemaskine og prop den med gulerødder og farvede rodfrugter, der alle indeholder carotener, der fungerer som en slags indre UV-filter. Forebyg solskoldning, boost din indre solbeskyttelse og få en smuk gylden kulør med gulerodsjuice.

Desværre er mange mennesker ikke klar over, at vi kan styrke huden indefra og booste det ’indre UV-filter' ved hjælp af kosten. Den naturlige solbeskyttelse fra frugt og grønt, som faktisk har vist sig at være særlig gavnlig til beskyttelse af huden, bliver ofte glemt i kampen om den ’hvide tropeduftende solcreme’ på spray eller tube.

Boost dit eget uv-filter i huden

De fleste farverige frugter, bær og grøntsager er proppet med carotener. Disse carotener lagres i underhuden, og det er blandt andet dem, der hjælper med beskyttelsen. F.eks. hjælper et stort glas friskpresset gulerodsjuice med opbygningen af hudens forsvar mod solens UV-stråler og dermed også mod solskoldning. Og læg venligst mærke til udtrykket opbygning. Det er nemlig en rigtig god idé at opbygge hudens modstandskraft, bl.a. gennem det vi spiser og drikker.
Og ikke nok med at de gule, orange, røde og lilla pigmenter fra frugt, bær og grøntsager fungerer som en slags indre solbeskyttelse, når de havner i underhuden, de indeholder også et væld af antiinflammatoriske antioxidanter, vitaminer og mineraler, som støtter hudens genopbygning. Mere C-vitamin i kosten betyder mere C-vitamin i blodbanen og dermed selvfølgelig også i underhuden.

Start med at opbygge dit indre solfilter 8-10 uger før sommer

Det er en god idé at starte med de kulørte frugter og grøntsager i god tid. Undersøgelser viser nemlig, at det tager tid at opbygge nye stærke og modstandsdygtige hudceller. Optimalt starter du denne opbygning 8 -10 uger inden sommeren for alvor starter. Endnu bedre, drik og spis betragtelige mængder frugt og grønt hele året rundt.
Undervurder aldrig den lille forskel, som hen ad vejen bliver til rigtig meget, hvorfor man også kommer langt med blot at udskifte de hvide kartofler med de søde og mere kulørte af slagsen, da de bl.a. indeholder hudbeskyttende carotener. 

Alkohol er skadeligt for huden

Selvfølgelig påvirker vores livsstil hudens evne til at modstå den stærke sommersol. Især alkohol er en ballademager. Hypotesen er, at hvis koncentrationen af antioxidanter i huden allerede er begrænset på grund af f.eks. indtagelse af alkohol, har huden ikke overskuddet til at holde skansen og bekæmpe de frie radikaler skabt af de ultraviolette lysstråler. Selvfølgelig er det ikke kun alkohol, som har denne effekt. Det er i mindst lige så høj grad også junkfood, tobak, sodavand og en usund livsstil generelt.

Gulerodsjuice giver huden solfaktor

Sollys er skønt og gavnlig for dit helbred, men at blive forbrændt af solen er ikke kun smertefuldt, det er også både dumt og meget usundt! Selvfølgelig kan vi ikke nøjes med at drikke friskpresset gulerodsjuice og så ellers ligge og stege i solen hele dagen. Skal du opholde dig i solen i længere tid, så brug meget gerne en god kvalitetssolcreme uden hormonforstyrrende stoffer og alt muligt andet ’skrammel’. Optimalt opholder vi os i skyggen hen over frokosttid, og ellers beskytter vi os med solhat, parasol og lignende. Med mindre du SKAL være i solen, er tøj og skygge efter vores overbevisning langt bedre valg end solcreme.

De bedste hudvenlige juiceingredienser

Farvede frugter og rodfrugter og især gulerod er fantastisk til at opbygge hudens egen solfaktor. Pres også gerne masser af citrusfrugter som lime, citron, appelsin og grape, da de alle indeholder store mængder C-vitamin. C-vitamin er en kraftig antioxidant, som hjælper med at bekæmpe solskader, for tidlig aldring af huden og oxidation generelt. Vitaminet findes også i store mængder i kiwi, peberfrugter og grønne grøntsager, f.eks. spinat, persille og broccoli.
Brug endelig også løs af inflammationshæmmende ingredienser som f.eks. ingefær og gurkemeje. Når du har lavet juicen, er det en rigtig god idé at tilføje en smule hørfrøolie, da olien indeholder lækre omega-3 fedtsyrer. Du finder hørfrølie i OIL by High on Life

Solbeskyttelse skal tænkes i en bred forstand. Vores indre miljø er som altid afgørende for vores sundhed og modstandskraft, også når det gælder kroppens største organ, nemlig huden. Ønsker du at få en smuk, sund og modstandsdygtig hud, så husk at noget af det absolut vigtigste, er det den opbygges af, nemlig det du dagligt putter i munden. Find masser af opskrifter og inspiration til at få flere grøntsager i hverdagen.

Læs også 'Sådan laver du den perfekte juice' her.