Få andre til at blomstre

God relationer | Dette kan du selv gøre

Vidste du, at en af de bedste måder, du kan komme til at blomstre, er ved at få andre til at blomstre? Læs med og bliv klogere på, hvordan dit fokus på andre, kan give dig selv fred og glæde.

Er der noget mere meningsfyldt, end at være der for et andet menneske? Jeg tror det ikke. Faktisk viser forskning at medmenneskelig adfærd, hvor vi er der for andre, forbedrer vores egen mentale sundhed. Så føler du dig ensom, stresset og i ubalance, ja så skulle du måske prøve at hjælpe andre med at blomstre? Når vi ’vander andres blomster’, nærer vi samtidig også vores eget dybe rodnet. På den måde bliver denne tilgang til vores relationer ikke en ensporet transaktion, men en gensidig udveksling af støtte, omsorg og kærlighed.

Det store spørgsmål er så, hvordan du lykkes med at ”vande” dem, du holder af. Nedenfor finder du fem konkrete forslag.

1. Lyt med nærvær

At være en god lytter handler ikke bare om at høre ord. Det handler om lytte aktivt. Giv dem du lytter til din fulde opmærksomhed. Lyt med nærvær, indlevelse og vær nysgerrig på deres perspektiv. Er du i tvivl, så stil uddybende spørgsmål og hold din egen mening tilbage, selvom det kan være svært. Når du lytter med nærvær, viser du, at du værdsætter og respektere dine nærmestes tanker og følelser.

2. Vær tilgængelig

I en tid med fart over feltet og hvor alt virker til at skulle optimeres, kan det være svært at finde tid til noget af det vigtigste i vores liv, nemlig vores relationer. Det at prioritere tid med hinanden er en kærlig handling i sig selv. Spis en middag eller gå en tur i skoven sammen. Det kan også være et telefonopkald, hvor det ikke handler om dig. Når du giver din tid, så viser du også, at du prioriterer og værdsætter relationen.

3. Vær der, når det er svært

At have et andet menneske ved siden af sig, når det er svært, har en uvurderlig betydning. Hvis det er passende, kan en venlig berøring på armen eller et kram være en stærk måde at vise sin støtte. Uanset om du tilbyder praktisk hjælp, fysisk kontakt, en sød besked eller andet der hjælper den anden med at overkomme udfordringer, får du i sidste ende et andet menneske til at vokse.

4. Opfordre til egenomsorg og udvikling

Du kan også foreslå bøger, artikler eller aktiviteter, der kan hjælpe dine relationer med at håndtere en svær situation og komme videre. Hvis de har glemt sig selv i en travl hverdag, kan du opfordre dem til at tage tid til sig selv. Hvad enten det er motion, sauna, meditation eller en glemt hobby. Bemærk at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at opfordre til professionel hjælp, såsom læger, terapeuter, psykologer og lign.

5. Fejre jeres succeser

Heldigvis er livet ikke kun en test. Det er også en fest! Og når det er en fest, skal vi huske at fejre det SAMMEN. Når vi anerkender og fejrer hinandens succeser og fremgang, så vokser det i os og styrker samtidig vores relationer og fremmer den positive vækst. Succes skaber succes og omvendt. Derfor er det vigtigt at få vores succes og følelse af lykke til at fylde, i os selv og hos dem omkring os.

Min egen erfaring er, at ovenstående fem forslag skaber dybere og mere meningsfulde forbindelser. Både relationer og samtaler bliver mere ægte, sårbare og autentiske. De relationer, hvor begge parter føler sig værdsat, støttet og ikke mindst psykologisk tryg, har det med at være stærkere og mere langtidsholdbare. Så hvad venter du på? Hvem ønsker du at vande i dag?

 / Mads Bo