Mads Bos store test af juicemaskiner

Test af juicemaskiner

Udbuddet af juicemaskiner er de senere år eksploderet, og markedet nærmest flyder over af forskellige modeller og typer. Det kan være både forvirrende og overvældende at vælge den helt rigtige. Og netop dét at vælge den helt rigtige juicemaskine kan meget vel være en af de vigtigste investeringer, du nogensinde foretager for dit helbred. I denne artikel hjælper jeg dig til at vælge den rigtige juicemaskine.

Som tidligere automekaniker er jeg mere end bekendt med, at godt håndværk kræver godt værktøj. Og er der noget, jeg bliver spurgt om som juicemand siden 2003, ja så er det, hvilken juicemaskine jeg anbefaler. Så hvis du mangler en juicemaskine eller blot ønsker at opgradere den gamle, så er du kommet til det helt rigtige sted. Jeg har nemlig gjort mig rigtig mange erfaringer med saftigt udstyr, og har testet hundredvis af juicemaskiner gennem tiden. 

I denne test har jeg fokuseret på det, som jeg vurderer er allervigtigst, nemlig: 

  • Hvor let er juicemaskinen at rengøre
  • Hvor let er juicemaskinen at bruge
  • Hvor effektiv er juicemaskinen  

Se vores store sortiment af juicemaskiner her.

Saftcentrifuge eller slowjuicer?

Når du skal købe en juicemaskine, er det vigtigste (ligesom med alle andre produkter), at du finder ud af, hvilke behov du har. Er det hovedsageligt saft fra appelsiner, du ønsker, vil jeg til enhver tid anbefale en meget simpel citruspresser, da den er effektiv, billig og meget nem at rengøre. Ønsker du at presse frugter og grøntsager, som jeg på det varmeste anbefaler, findes der grundlæggende to typer juicemaskiner – nemlig en saftcentrifuge og en slowjuicer. Typisk vil en centrifuge være billigere end en slowjuicer, men du kan også finde begge typer i den dyre ende af prisskalaen. 

Det særlige ved en slowjuicer er, at den nænsomt kværner frugter og grøntsager – i modsætning til en saftcentrifuge, der slynger saften ud ved høje omdrejninger og dermed ilter juicen mere. Med en slowjuicer iltes juicen mindst muligt, hvilket giver en optimal kvalitet af juicen, da flest mulige næringsstoffer og enzymer bevares intakte. Netop den minimale iltning af juicen betyder også, at juicen ikke skiller og skummer så meget, som når man bruger en saftcentrifuge. Derudover har slowjuiceren oftest en højere udnyttelsesprocent. 

Fordelene ved en saftcentrifuge er, at den oftest er billigere at anskaffe og lynhurtigt laver et glas juice, hvor man med en slowjuicer skal forvente at bruge lidt ekstra tid. Det skyldes, at slowjuiceren typisk kværner og presser med blot 40-80 omdrejninger i minuttet, hvor centrifugen river og slynger med 8.000-12.000 omdrejninger. En slowjuicer leverer en sundere juice med større næring, mere smag og en øget holdbarhed på 2-3 dage i køleskab - forudsat at juicen opbevares korrekt, nemlig i lys- og lufttæt flaske eller drikkedunk.

Personligt vil jeg dog aldrig undervurdere en god saftcentrifuge, som i mange tilfælde vil være en god og billig måde at komme i gang på for nybegyndere, og da i særdeleshed hvis alternativet er, at du ikke får lavet friskpresset juice overhovedet. 


Fordele og ulemper ved en centrifuge

  • Super hurtig 
  • Billig at anskaffe 
  • Meget let at bruge 
  • Laver oftest en ren og klar juice, uden pulp (fibre) 
  • Nedsat næringsværdi pga. iltning under fremstillingen 
  • Juicen skiller og skummer mere eller mindre, afhængig af hvad der presses 
  • En smule mere støj end ved en slowjuicer 
  • Ikke super god til bladgrønt som spinat, spirer og brændenælder


Fordele og ulemper ved en slowjuicer

  • Fantastisk til bladgrønt som spinat, grønkål og spirer
  • Ofte højere udnyttelsesprocent og mere lydsvag end en saftcentrifuge
  • Lavere hastighed som betyder mindre iltning og dermed flere næringsstoffer
  • Øget holdbarhed på juicen på 2-3 dage
  • Skiller og skummer ikke på samme måde som en centrifugejuice
  • Mange slowjuicere kan lave nøddemælk, f.eks. mandelmælk af iblødlagte mandler
  • Slowjuiceren har en højere anskaffelsespris og tager lidt længere tid at benytte
  • Slowjuicere med lille indføringshul kræver meget forberedelsestid, da f.eks. æbler i mange tilfælde skal deles i seks stykker. Dette gælder dog ikke for Hurom H320N  som har en stor beholder på toppen, som du kan fylde med frugt og grønt. Maskinen førere så selv grøntsagerne ned mod kniven og presning. 

 

Sådan har jeg testet juicemaskinerne

I denne test har jeg ikke vurderet på design, da det ofte er meget individuelt, hvad man kan lide og prioriterer. Jeg har derimod kigget efter og målt på effektivitet, hurtighed, rengøringsvenlighed samt holdbarhed. Jeg har givet alle saftpresserne et par ord med på vejen. 

Testen er baseret på 1 kg økologiske frugter og grøntsager. Jeg har valgt almindelige juiceingredienser. Helt specifikt: 200 g gulerod, 100 g rødbede, 250 g æble, 50 g broccolistok, 80 g citron, 100 g squash og 220 g ananas.


Hurom H320N - den ultimative slowjuicer

Det er sjældent at der kommer revolutionerende forbedringer på juicefronten, som virkelig gør mig begejstret. Men når produktet kommer fra den producent, som opfandt verdens første slowjuicer-teknologi og har mere end 40 års erfaring på juiceområdet, så spærre man som juicemand øjnene op.  

Hurom H320N er en gamechanger i forhold til alle andre juicemaskiner. Jeg vil gå så langt som til at sige next level juicing. Noget af det der gør denne maskine helt unik, er den store 2 liters påfyldningsbeholder, hvor du ganske simpelt hælder ingredienserne ned i. Du skal derfor ikke skære, hakke og snitte. Tænd for maskinen og vent 3-4 minutter, hvor du evt. tømmer opvaskemaskinen, soler dig på terrassen eller forbereder aftensmaden. - maskinen gør arbejdet. Det bedste af det hele er, at du ikke kan gøre noget forkert - lidt som en kaffemaskine du tænder for, og går væk fra.

Maskinen er støjfri og bruger du mere en 1,5-2 minutter på at rengøre den, har du gjort noget forkert. Maskinen er en såkaldt slowjuicer, som kværner og presser ingredienserne ganske nænsomt, hvorfor du kan opbevare den koldpressede juice i op til tre dage. En anden fordel ved koldpresset juice er mindre skum, mere smag, flere næringsstoffer og så vil du også opleve at juicen skiller mindre. Klart min favorit af alle de +100 maskiner jeg har testet

Vejl. udsalgspris: 4.599 kr.   Tid: 4.20 min.   Mængde juice: 700 ml 


Hurom H310A

Hurom H310A er markedets mindste, mest lydsvage og rengøringsvenlige juicemaskine. På samme måde som ’storebroren’ H320, er maskinen simpel og nem at bruge. Du skal blot skære ingredienserne i mindre stykker, komme dem i topbeholderen og lade maskinen gøre resten af arbejdet. 

Topbeholderen er ca. halv størrelse af ’Hurom H320’, hvorfor jeg vil anbefale maskinen til dig der laver 1-2 glas juice om dagen. (Laver du mere end det, vil jeg anbefale Hurom H320) Til gengæld kan du nyde en koldpresset juice af høj kvalitet, og ikke mindst en rengøringsproces på max 60 sekunder. Hurom H310A er designet uden si, hvilket gør den utrolig nem at rengøre - du skal blot skylle delene under rindende vand og eventuel vaske efter med den medfølgende børste. Bruger du mere end et minut på rengøringen, har du gjort noget forkert. 


Vejl. udsalgspris: 2.599 kr.   Tid: 7.30 min.   Mængde juice: 650 ml 


Sage BJE 430 - The Nutri Juicer Cold

Denne kraftige saftcentrifuge er på 1250 watt og presser med sit store indføringsrør på 8,5 cm nærmest hvad som helst på rekordtid. Maskinen er udført i robuste materialer og oser langt væk af kvalitet. Den er nem at rengøre og har en flot finish. 

Juicemaskinens særlige Cold Spin Technologi og den forstærkede si i titanium, giver mindre end 1 grads varmepåvirkning fra centrifugen, og sørger for at næringsstoffer fra frugter og grøntsager opvarmes mindst muligt. Som med alle andre centrifuger, iltes juicen desværre en smule, da den kører med forholdsvis mange omdrejninger. 

Min vurdering er, at denne saftcentrifuge fra Sage er den absolut bedste saftcentrifuge til prisen på markedet p.t. Det er grunden til, at den er sluppet igennem nåleøjet og har fået en plads i High on Lifes webshop. Køb denne maskine, hvis du er nybegynder på budget og altid drikker juicen med det samme.

Vejl. udsalgspris: 1.799 kr.   Tid: 0.30 min.   Mængde juice: 650 ml


Witt by Kuvings C9600 og C9640

Witt by Kuvings var de første i verden til at udvikle en slowjuicer, der kunne presse hele frugter og grøntsager. 

I en årrække var min favorit slowjuicer C9640, som er en opgradering af den forrige model C9600. Witt by Kuvings C9640 tager hele frugter og grøntsager, således at du kan ’slow juice’ uden at skulle skære alle ingredienser i småstykker. Den er meget lig C9600 i udseende og design, dog er låget blevet forstærket i plastikket og gevindet er også blevet mere modstandsdygtig. Skålen har fået et bredere og mere åbent pulprør, hvilket gør det noget lettere for maskinen at komme af med den overskydende pulp. Witt by Kuvings har holdt fast i den fantastiske forbedring ved C9600, som er det nye og mere effektive filter og kværnsystem. Selvom pulprøret er forbedret, skal man stadig være opmærksom på, ikke at overfodre maskinen, da den ellers ’slår fra’. Presser du både frugter, grøntsager og bladgrønt, vil jeg vurdere, at Witt by Kuvings C9640 ligger top 3, når det kommer til slowjuicere.  

Vejl. udsalgspris: 4.799 kr.   Tid: 6.20 min.   Mængde juice: 700 ml 


Angel Juicer 5500

Angel slowjuiceren er lavet i robuste materialer, den er tung og oser langt væk af godt kram. Den er som mange andre horisontalslowjuicere fuldstændig fabelagtig til bladgrønt som hvedegræs, brændenælder og spirer. Til gengæld er den et dårligt valg, hvis du ønsker at presse bløde frugter som æble, ananas og appelsin. Presser du udelukkende bladgrønt, vil dette produkt på effektivitetsfronten udkonkurrere næsten alle andre saftpressere. Pulpen (restproduktet) er knastørt, som savsmuld. Du vil med andre ord se en meget højere udnyttelsesprocent, end den vi har noteret i denne test, hvor vi har presset 50/50 frugt og grønt. Man kan godt føle sig lidt som en smed, når maskinen skal skilles og samles, da de mange metaldele og store tandhjul, der kværner grøntsagerne, vejer godt til. Maskinen kræver, at frugter og grøntsager skal skæres i meget små stykker. F.eks. skal et æble deles i 6 stykker. Køb denne maskine, hvis du ønsker et produkt for livet og hvis du primært presser bladgrønt.

Vejl. udsalgspris: 7.295 kr.   Tid: 4.58 min.   Mængde juice: 700 ml


Green Star Elite Juicer

Green Star slowjuiceren er et kvalitetsprodukt og som mange andre horisontalslowjuicere, er den fuldstændig fabelagtig til bladgrønt som hvedegræs, grønkål, brændenælder og spirer. Lig Angel Juicer 5500 er den et dårligt valg, hvis du ønsker at presse æble, ananas og appelsin. Pulpen er knastørt og vi ser en meget højere udnyttelsesprocent. Den absolutte største udfordring ved denne maskine er pris og tid. Maskinen kræver nemlig, at frugter og grøntsager skal skæres i meget små stykker. Do er maskinen forholdsvis rengøringsvenlig.

Vejl. udsalgspris: 4.500 kr.   Tid: 4.43 min.   Mængde juice: 700 ml


Braun J500 Multiquick

J500 er en fin centrifuge på 900W. Maskinen er udstyret med et 75mm rør til hele frugter. Rengøringen af J500 er en smule omstændelig. Derudover er jeg ikke videre begejstret for maskinens drypstopfunktion. Maskinen har en udnyttelsesprocent på sølle 50%.

Vejl. udsalgspris: 1.299 kr.   Tid: 0.43 min.   Mængde juice: 500 ml


Gastroback Saftcentrifuge 40128  

Denne kraftige saftcentrifuge er på 1300 watt og presser derfor med sit store indgangshul nærmest hvad som helst på rekordtid. Maskinen er udført i robuste materialer og oser langt væk af kvalitet. Den er nem at rengøre og har en flot finish. Effektiviteten og udnyttelsen af saften levede dog på ingen måde op til mine forventninger, der scorer den nemlig bundkarakter. Som med mange andre centrifuger iltes juicen desværre en smule, da den kører med forholdsvis mange omdrejninger. Køb denne maskine, hvis du ønsker en blæret og lidt dyr centrifuge, som dog ikke udnytter saften optimalt. 

Vejl. udsalgspris: 2.399 kr.   Tid: 0.33 min.   Mængde juice: 450 ml


Wilfa SJ150A

Markedets billigste slowjuicer. Maskinen virker noget ranglet, og man får som altid, hvad man betaler for. Som med mange andre horisontalslowjuicere er maskinen god til bladgrønt men dårlig til frugt. Faktisk var det så galt, at jeg ikke kunne gennemføre testen, da den inkluderer både ananas og æble. Min oplevelse var, at den halvpressede frugt kom tilbage op gennem indføringsrøret. Det mest positive ved denne maskine er, at den er nem at rengøre. Køb denne maskine, hvis du ønsker en meget billig slowjuicer, som er god til gulerødder, rødbede og bladgrønt og nem at rengøre.

Vejl. udsalgspris: 1.499 kr.   Tid: ikke angivet   Mængde juice: ikke angivet    

Nama J2

Nama er et amerikansk brand, som bliver produceret af Hurom. De har blandt andet en Nama J2, der er 100% tilsvarende til Hurom H320N. Den eneste forskel er, at udseendet er anderledes, og at deres teknologi i nogle tilfælde kan være lidt forældet i forhold til Huroms egne modeller. Man kan især se forskel på motordelen, hvor Nama J2 er mere firkantet i udtrykket, mens Hurom H320N har runde former, men indholdet er altså det samme. Begge bunde er tunge og står fast på bordet. 

Tænd-knappen på Nama J2 skal drejes, mens man skal trykke på knappen på Hurom H320N, men de har begge en “start” og “reverse” funktion. Der er også forskel på, hvor håndtaget sidder. På Nama J2 sidder der et håndtag foran, mens der på Hurom H320N er to håndtag bagved. Det, at Hurom H320N har et håndtag på hver sin del, gør, at hvis du skiller dem fra hinanden, er de mere handy hver for sig end en Nama J2. 

Indeni er de næsten helt identiske i udseende og funktion. Kværnen i Hurom H320N har lidt mere grib, der bedre holder fast i frugt og grønt, og tager det med rundt, hvor kværnen i Nama J2 er helt glat. Rengøringen af begge er nem og meget lig hinanden. De laver juice på helt samme måde, og begge maskiner gør det nemt at lave en masse lækker juice.

Hurom H320N og Nama J2 er altså to meget identiske slowjuicere med små, mest visuelle, detaljer til forskel.

Vejl. udsalgspris: 4.850 kr.   Tid: 4.20 min.   Mængde juice: 700 ml 

 

Se vores fulde sortiment af slow juicere her